Forum Cogito – rom for kunst, filosofi, litteratur og samtid.

Org.nr: 979 632 029

Kontonummer abonnement 1254.05.19062

Kontonummer boksalg: 1254.06.06259  (begge i Cultura bank)

Adresse:

Forum Cogito

v/Ole-Kr. Krukhaug 

Dagaliveien 49

0783 Oslo

Kontakt:

Tidsskrift: tidsskriftet@forumcogito.no

Forlaget:  forlaget@forumcogito.no

  • Facebook Social Ikon
  • Forum Cogito

Den anden barndom – fortæller og magtsprog



Debatten omkring Den internationale Ibsen-pris 2014

"Soll ich jetzt aufgeben? Wenn ich jetzt aufgebe, dann wird die Menschheit ihren Erzähler verlieren. Und hat die Welt einmal ihren Erzähler verloren, so hat sie auch ihre Kindschaft verloren."

(Wim Wenders/Peter Handke, Der Himmel über Berlin, 1987)

Ibsen-prisen (1) 2014 tilfaldt den østrigske forfatter og dramatiker, Peter Handke. Men dermed «lokkede de ham uforvarende i et baghold,» skriver Kaj Skagen i sit stort anlagte essay » Peter Handke, ein ny Hamsun på Hitler-tur ? « , der fylder to avisopslag i Dag og Tid fra 17. oktober. Skagen kalder skandalen omkring uddelingen af årets Ibsen-pris for «måske det krasseste angreb på Handke nogensinde, nogetsteds.» Og man må medgive, at det ikke gik stille af!

Aslak Nore i Verdens Gang og Øyvind Berg i Vinduet skrev ætsende anklager mod Handke for ringeagt overfor den serbiske leder, Slobodan Milosevics ofre og for hædring af massemordere.

(2)

Formanden for den norske forfatterforening PEN kaldte tildelingen af prisen til Handke for en skandale, og professor i statsvidenskab Bernt Hagtvet sammenlignede Handke med Goebbels og truede med at lænke sig fast til Nationaltheatret i protest mod prisuddelingen i Oslo. Officielle personer holdt sig borte fra højtideligheden. Foran Nationaltheatret blev Handke mødt af demonstrationstog med bannere med påskrifter som «Genocide Denier» og med det taktfaste råb: «fascist». Handke selv replicerede i en tale, hvis ordlyd halvt druknede i folkemændens råb. Ifølge norsk fjernsyn sagde han blandt andet:

« Skam over alle I, som misbruger demokratiet og giver plads til uvidenhed, had, falskhed, løgn og hysteri i de såkaldte medier. I demokratiets falske navn. «

Forfatter og forlægger for Handkes bøger i Norge, Karl Ove Knausgård (ham med "Min kamp") forsvarede Handke og udtalte blandt andet, at han skammede sig over debatten. «Han er en stor forfatter, måske en af de største...for den, som har læst eller set ind i hans litterære univers, er det hundrede procent umuligt at tænke, at en fascist har skrevet det, Handke har skrevet» sagde Knausgård. Det fik Stortingsrepræsentant Snorre Valen fra Socialistisk Venstreparti til at replicere: «Knausgård tror vist, at kritikerne af tildelingen ikke anerkender Handkes litteratur. Men problemet ligger ikke der. Problemet med pristildelingen er, at den anerkender Handke som offentlig person, en person som selv i den grad har politiseret sit forfatterskab. «

Kaj Skagens artikel var et væsentligt bidrag til en stillingtagen til den anklage, stortingsmedlemmet og andre rettede mod Handke. Har han politiseret sit forfatterskab ? Og er han derfor ikke en værdig modtager af Ibsen-prisen ?

HANDKES BIOGRAFI

For at forstå Peter Handkes særlige tilknytning til det hedengangne Jugoslavien, må man kende lidt til hans biografi. Han er født 1942 på grænsen mellem Østrig og Jugoslavien som søn af en slovensk mor og en tysk værnemagtsofficer. Forbindelsen mellem forældrene var korvarig og kort før Handkes fødsel giftede moderen sig med en anden tysk soldat, for at barnet ikke skulle fødes udenfor ægteskab. Handke erfarede først sandheden om sit fædrene ophav, da han blev myndig. Familien flygtede i slutningen af 2. verdenskrig til Berlin, men drog efter den sovjetiske besættelse tilbage til Griffen i det sydlige Østrig. Her voksede Handke op i fattige kår, som statsløs og uden officielle papirer. Følelsen af national hjemløshed præger hele hans forfatterskab. Handke kan på nogen måder minde om Rudolf Steiner, der også var födt på gränsen imellem Jugoslavien og Östrig - og som også hele sit liv fölte sig og benävnte sig selv som "hjemlös" ikke alene i national, men også i metafysisk forstand.

Det tidligere Jugoslavien blev, på grund af den slovenske mor, det land, Handke følte stærkest bånd til. Af den grund følte han, at den jugoslaviske borgerkrig berøvede ham hans hjemstavn. Krigene i Jugoslavien i det sidste tiår af det 20. århundrede– også kaldet Balkan-krigene – indebar opløsningen af den jugoslaviske republik. I 1991 erklærede Slowenien og Kroatien sig selvstændige, fulgt af Makedonien 5 måneder efter. Årsagerne var en blanding af etnisk-religiøse uoverenstemmelser imellem de forskellige folkegrupper, samt en uoverskuelig økonomisk situation, der blandet andet medførte hyperinflation.

Serberne, ledet af Slobodan Milosovic, kom til at stå som repræsentanter for den jugoslaviske forbundsstat, mens de andre folkegrupper ønskede en løsere sammenslutning, med udpræget selvstændighed for de enkelte etnisk-nationale grupper.

FORTÆLLERSPROG OG MAGTSPROG

«I Vinterrejse « fortæller Kaj Skagen, «drager fortælleren ind i Serbien med sine notesbøger og skriver det ned, han ser, ofte enkle, hverdagsagtige ting, uden rækker af politiske argumenter eller historiske afstikkere. I en tilsyneladende upretentiøs, men dybest set grandios tro på magten i den enkle fortælling vil han se, om ikke ordet kan vinde over politikken og vende historiens strøm»: Skagen gør opmærksom på, at rejsebøgerne fra Jugoslavien må læses i sammenhæng med det øvrige forfatterskab. «Der ligger en udfordring i at forfatterskabet, tænkemåden og Handkes litterære metod er vanskelig tilgængelig». skriver Skagen.

Handke retter sin vrede mod udefrakommende kræfter, som han mener har forført slovener og kroater til at vende Jugoslavien ryggen. Derved kommer serberne for ham til at stå «som de sidste forsvarere af Jugoslavien, de som kæmper mod nationalistisk borgerkrig og for et europæsk samliv på tværs af etnicitet.» Dette er sikkert en fejlvurdering fra Handkes side, og er et noget andet billede end det, vi i Vesten er vant til at knytte til serberne.Men Handkes ærinde er ikke det politiske.

«Stærkt forenklet kan man sige, at Handke i Jugoslavien-sagen har overført det litterære syn til politikken. I hans rejsebøger fra Jugoslavien i 90`erne står de vestlige massemedier for et magtsprog som slavebinder os. I denne sag må vi derfor værge os imod massemedierne ved hjælp af det frigørende litterære fortællersprog. « skriver Skagen. (3)

Handke fornægter ikke folkemord som det, der fandt sted i Srebrenica, men spørger efter årsagen til at det kunne ske, den menneskelige årsag. «Lad os holde fast i de onde fakta, det er det rigtige» citerer Skagen Handke «Men skal der blive fred, så behøves der i lige så høj grad som fakta....en tilskyndelse til fælles erindring, det der er det eneste, der kan skabe forsoning, det der bare kan ske i kraft af den anden og fælles barndom.»

Denne «anden barndom” ,det er i Handkes litterære univers den tilstand, mennesket kan nå, hvis det frigør sig fra ydre manipulerende magter ved hjælp af fortællingen om det, man selv har oplevet som det virkeligt er. «....

Da jeg læste disse ord, så jeg billeder indeni mig fra filmen, «Wings of Desire», som Handke var medmanuskriptforfatter til . I denne film om Berlin, barndom, engle, og den store kærlighed ser man en gammel mand, kaldet "Homer" , gå rundt i ruinerne paa den endnu ikke genopbyggede Potzdamer Platz. Han er på sporet af netop sin personlige version af det, der er hændt – barnets erindring.

Kaj Skagen skriver, at Peter Handkes stillingtagen til konflikten i Jugoslavien "udspringer af den litteräre metode, og er i overenstemmelse med det mangfoldige i mennesket...Det er denne flerstemmige tale som forvirrer den journalistiske almenhed, når det gælder Handkes Jugoslavien-engagement, som heller ikke er rettet mod nogen interne deltagere i borgerkrigen, men netop med de vestlige journalister. «

ANGREBET PÅ HANDKE

Øyvind Berg citerer Handke for en udtalelse, der skal vise hans kynisme overfor bosniernes lidelser. Men udtalelsen faldt under en oplæsningsaften på Wiener Akademietheater, hvor en journalist gennem længere tid provokerede med hentydninger til Handkes manglende medfølelse med bosnierne. Handke blev på et tidspunkt vred, spurgte journalisten om han mente, han havde eneret på medfølelse og bad ham proppe den « op i røven.» Udtalelsen skal altså, skriver Skagen, ses alene som Handkes vrede over at blive beskyldt for kynisme i forhold til andre menneskers lidelser.

Øyvind Berg kalder Handke for ultranationalist. Men læser man selv Handke, så er forfatterskabet ifølge Skagen fuld af udtalelser, som modsiger al nationalisme. Heri er Kaj Skagen altså enig med Karl Ove Knausgård.

I artiklen i Dag og Tid citeres Øyvind Berg også for at skrive, at Handke gør sig til talsmand for «en indbildt sammensværgelse bestående af vestlige medier, USA, EU, Nato, FN; Amnesty og andre hjælpeorganisationer. « Nu er Handke ikke den eneste, der gennem tiden har gjort sig til talsmand for konspirationsteorier i forbindelse med hændelserne i Jugoslavien i halvfemserne. Det har mange gjort – bl.a. den amerikanske forfatter Noel Chomsky – som Kaj Skagen forøvrigt selv henviser til i en artikel i Dagbladet fra 2001 om NATOS bombninger i Kosovo. Artiklen retter søgelyset mod de vestlige intellektuelle og mediers blindhed overfor, det Skagen kalder for «magtspråket i egen kulturkrets.» Sprogbrugen vidner om påvirkning fra Handkes tankeverden. (4)

KRITIK AF MASSEMEDIER ELLER HISTORISK REVISIONISME ?

Revisionisme kaldes den bestræbelse, der blandt andet vil benægte holocaust. I og med at Milosovic i vestlig presse ofte blev sammenlignet med Hitler på grund af koncentrationslejre og massakrer på civile, så er det nærliggende at kalde mennesker som kritiserer et rådende syn på årsag og skyldsspørsmål i forbindelse med Jugoslavien-krigen for revisionister. Eller fascister/nazister

Men at kritisere den vestlige verdens pressedækning af Jugoslavien-krigen kan ifølge Skagen ikke gøres ensbetydende med en historisk revisionisme,

«Jeg deler ikke Handkes syn på Jugoslavien-krigen og langt fra hans opfattelse af Milosovic», skriver han. «Men jeg mener, at han kan have ret, når han siger, at det ikke er journalisterne, som skal skrive historie og heller ikke forfatterne, men historikerne, og at en kritik af pressedækningen af samtidshændelser ikke kan kaldes for «revisionisme».

Handke-sagen viser, siger han, at de paralleldragninger, Handkes kritikere foretager, ikke er holdbare. I realiteten er Handke politisk set ikke tilhænger af fascismen, men af det liberale demokrati af socialdemokratisk type. Hvis man skal kalde ham fascist må det ske som tolkning udfra «noget underliggende udfra tolkerens eget verdensbillede, det vil sige på et skønsmæssigt grundlag».

Til slut i artiklen udtrykker Skagen sin personlige bekymring som forfatter: Han drager en parallel fra hele Ibsenpris-sagen til gamle tiders kirkeret, hvor bålet allerede var tændt,inden den dømtes vidnesbyrd:

«Som forfatter føler jeg mig selv truet af et sådant sprog. Jeg ved, at hvis jeg skaffer mig fjender, der er dygtige nok, så kan jeg også ende med at blive udhængt som en, der egentlig er nazist.»

KONKLUSION

Kaj Skagens artikel er essayistisk journalistik på højt plan . Artiklens konklusion kan selvfølgelig ikke siges at være det sidste ord i denne sag. Men når han fastslår, at Handke ikke er fascist, men derimod liberal demokrat, at han ikke har fornægtet overgreb på civile under Jugoslavien-krigen, og at han- også uanset at en forfatters holdning til politiske og historiske spørgsmål ikke bør vægtes ved en prisuddeling som det hed i et forfatteropråb til støtte for Handke - er en legitim vinder af Ibsen-prisen, også fordi hans holdninger ikke kan siges at gå udover, hvad der kan accepteres i norsk offentlighed, så er det en stillingtagen, som er umulig at komme udenom.

På grund af sagligheden og virkelighedsforankringen i sin argumentation imødegår Skagen den tendens til kortsigtet overfladiskhed i et journalistisk ideologiserende sprogbrug, der trækker opdigtede paralleller uden bund i virkeligheden og dermed appellerer til korstogsstemning og utilsigtede kætterbål som de, der fandt sted i Oslo i forbindelsen med uddelingen af årets Ibsen-pris.

Artiklen giver ikke alene lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Handkes forfatterskab, den bidrager også i kraft af grundigheden i sin research til en nuancering og kvalitativ højning af debatten i medierne.

Dermed er Skagens ord både en gave til debatklimaet i Norge og samtidig en understregning af vigtigheden af det centrale budskab i det forfatterskab, der burde have været det egentlige centrum for debatten omkring Ibsen-prisen 2014.

Noter:

(1)

Den internationale Ibsen-pris er stiftet af den norske regering i 2008 som et supplement til den nationale norske pris af samme navn og gives til en person, organisation eller institution i verden, der har skænket nye kunstneriske dimensioner til teater – og dramatikken. Jurymedlemmer består af folk fra teaterverdenen. Som eksempel kan nævnes at skuespilleren, Liv Ullmann var forkvinde for juryen ved den første prisuddeling. Prissummen på 2 en halv million norske kroner gør det til en ganske estimeret pris i verden.

(2)

Aslak Nore er en norsk journalist og forfatter,der selv har tjent som infanterist i Nato-styrkerne i Bosnien, været journalist tilknyttet de norske styrker i Afganistan, samt ved de amerikanske styrker i Irak . Han har derudover haft et stipendiat til studier på New School for Social Research i New York.

Øyvind Berg er en norsk digter, forfatter og dramatiker.

(3)

Se evt. Lars Thor Smith: "Billede og Modbillede", Dansk Antroposofisk Selskabs Nyhedsblad, oktober-november 2014

(4)

Artiklen, «Den overlagte uvitenhet» kan læses her:

www.dagbladet.no/kultur/2001/01/29/239227.html

#Debatt

14 views